3-11 Killer Chat

Charlie og i høj grad også Amita denne gang, brugte bl.a. “Multi attribute compositional models” (til at se, hvilke fælles træk, der var mellem de huse, hvor ofrene blev fundet). Det er en slags marketing analyse, hvor man forsøger at forudsige forbrugernes opførsel. Multi attribute går på, at der er flere ting, der på virker forbrugernes beslutning, og at de vægtes forskelligt af forskellige forbrugere. Det vil jeg ikke gå mere ind i her. Jeg vil skrive lidt om Onion Routing og om Stylometri. (som blev brugt til at analysere chatkommunikation)

Onion Routing:

I transmissionen af videoer brugte forbryderen “onion routing”. Den seneste generation hedder Tor. Systemet er oprindeligt designet af den amerikanske flåde. Man kommunikerer over nettet via flere servere, så det bliver svært at overvåge, hvilke sites, man besøger, og omvendt kan de sites ikke se, hvor man kommer fra/hvem man er. Informationen sendes via mindst tre “mellemstationer”, så ingen af disse ved både hvor informationen kommer fra og hvor dens endelige destination er. Det kan der jo både være noget privatlivets fred i og på bagsiden af medaljen kan forbrydere jo få lige rigeligt med fred… Det bruges af journalister, af almindelige privatpersoner, af militæret (i hvert fald i USA), af diverse aktivister – fred, miljø etc., afvirksomheder og mange andre. Det er ikke fuldstændig sikkert mod angreb, og det er netop det, Charlie bruger.

Man lægger det hele i lag som i et løg:

Alle mellemstationer har en offentlig krypteringsnøgle og en privat dekrypteringsnøgle. Disse er kendt af “routeren”, som bestemmer hvilken vej, min besked skal sendes. Kald mellemstationerne S1,S2,S3, hvor 3 er den, der skal have beskeden. Krypteringerne kaldes K1, K2, K3 og K4

I det inderste lag ligger Beskeden, krypteret, med K3.

I næstinderste lag ligger IPadressen på S3, krypteret, med K2.

Næstyderste lag har IPadressen på S2 krypteret med K1.

Yderste lag er IPadressen på S1.

Nu sendes hele “pakken” til S1, som dekrypterer IP-adressen på S2 og sender til S2. Denne dekrypterer og finder IP-adressen på S3, hvortil det inderste lag sendes. S3 dekrypterer nu beskeden og er glad…

Matematikken er i bl.a public key kryptering, som jeg har skrevet om her på bloggen.

Stylometri:

Stylometri er anvendelse af statistiske metoder til at identificere forfatteren til en tekst udfra andre tekster af samme forfatter.

Man uddrager en stribe variable af teksterne, og der er visse af disse, man mener kun afhænger af forfatteren og ikke af den konkrete tekst:

Ordlængdefordelingen: 20 % med tre bogstaver, 13 % med 4 bogstaver,…

Man kan se på forekomsten af bestemte ord etc.

Nu bruger man statistiske metoder: Hvor meget mere sandsynligt er det, at denne tekst er skrevet af Shakespeare end af andre forfattere på den tid. Eller måske sammenligner man to mulige forfattere.

Jeg vil muligvis komme tilbage til stylometri, men lige nu er det blevet sent, så I må nøjes med dette.

This entry was posted in Blog. Bookmark the permalink.